Posts from the ‘Dessert’ Category

Havelækkerier

Her er en af de første ting vi for alvor har fået ud af haven, bortset fra en masse tomater og krydderurter, som jeg ikke lige har fået skrevet om.

I amagerhaven står en kæmpe ribsbusk, som bare ikke holder op med at give bær, så jeg har hele fryseren fuld og det har alle jeg kender snart også. Men det er jo absolut ikke en dårlig ting, det er bare lige at finde noget at bruge så mange ribs til. Det er nemlig ikke det bær jeg plejer at bruge mest og mit sidste safteventyr blev til gelé, så jeg skal lige komme mig over min ribsangst før jeg kaster mig ud i sådan et projekt igen. I det hele taget går alle mine saftprojekter altid i vasken og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg gør forkert. Jeg tror jeg er blevet forbandet.

Heldigvis passer alle bær jo perfekt i både kage og smoothies så på den kant har den ikke fået for lidt! Vi har faktisk lavet næsten gratis smoothies de sidste par uger, da bærrene enten er fra haven eller skraldet, lige som man altid kan skralde bananer og soyjamælken laver vi jo selv til et par kroner literen. Det er da luksus.

Derudover fik jeg testet en af Isas brunchkager, som også kan klare alle slags bær  og ribs er langtfra undtagelsen. Mums.

Coffeecake med ribs og uden kaffe

Som man kan se, er bærrene i min kage faldet ned til bunden og det synes jeg egentlig er ret pænt, men hvis man gerne vil have bærene til at ligge sådan lidt mere spredt, skulle et godt tip være lige at vende dem i mel inden man vender dem i resten af dejen. Så skulle de gerne ‘suge’ sig fast og blive siddende.

  • Topping:
  • 140 gram hvedemel
  • 65 gram brun farin
  • 1 tsk kanel
  • 1/4 tsk muskatnød
  • 6 ml rapsolie
  • Kagen:
  • 1,7 dl soyamælk eller anden mælk
  • 1 tsk æblecidereddike
  • 70 gram sukker
  • 1 dl rapsolie
  • 1 tsk vanillesukker
  • 160-70 gram hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt

Forvarm ovnen til 190 grader og smør en ca. 20 cm rund springform. Bland sojamælk og eddike og sæt til side.

Topping:

Bland mel, farin, kanel og muskatnød i en lille skål. Hæld langsomt rapsolien i, ca. en spsk af gangen og brug fingrene til at blande det hele sammen, til det former sig som krummer.

Kagen:

I en stor skål blandes mælke eddike blandingen, sukker, rapsolie og vanillesukker. Si mel, bagepulver og sukker i og rør til det er en glat dej. Tilsæt 145 gram ribs og vend forsigtigt ind i dejen.

Hæld blandingen i formen, drys toppingen ligeligt ud over kagen og tryk det en smule ned. Bages i 35 til 40 min eller til man kan stikke en kniv i uden dejen klistrer til den.

Lad køle mindst en time. Ser pæn ud med lidt flormelis siet ud over.

Tyvhugget fra Vegan Brunch af Isa Chandra Moskowitz

Hygge på den nordjyske hede

Efter en lækker ødegårdsferie, rejste vi efter en lille uge hjemme, videre til et sommerhus nordjylland, hvor naturen faktisk er meget lig Blekinge. Derfor skyndte vi os straks ud i skoven, da det havde regnet i siden Sverigeturen og det betyder kantareller! Dem havde vi ledt forgæves efter i Sverige, hvor det jo nærmest havde været tørke op til da og det betyder ingen svampe.

Til gengæld havde vi heldet med os i jylland og vi er efterhånden blevet ret habile svampejægere, så der blev både til at spise på stedet og til at tage med hjem at gemme. Vi besluttede nemlig, at vi ikke kunne spise dem alle, så nu forsøger vi os med lufttørring til de kolde svampefri vintertider.

De friske blev brugt til en klassisk ret, nu veganiseret, flødestuvede kantareller med bacon på ristet brød. Jeg fik desværre ikke nogen billeder af det, da vi åd det hele før jeg kom i tanke om det. Men det er ret simpelt og smager simpelthen så godt at det skal prøves også selvom man ikke kan se hvordan det ser ud!

Flødestuvede kantareller på ristet brød:

  • 1 stor håndfuld kantareller
  • 6-7 champignoner i skiver
  • 1 løg i tern
  • 50 gram tofu i tern
  • Olie eller margarine
  • 1/4 til 1/2 karton soja cuisine
  • 2 spsk sojasauce
  • Salt og peber
  • 2 stk ristet brød

Steg løg og tofu i olie eller margarine på en pande med sojasauce i 5-7 min. til tofuen har fået en god skorpe.  Tilsæt svampene og steg dem til bløde og hæld derefter fløde på. Kog det hele ind og smag til med salt og peber. Hæld over brødet og nyd det.

Noget jeg tit savner som veganer, er at købe en rigtig god kage hos bageren. Min absolut yndlingskage er jordbærtærte og til sidst kunne jeg bare ikke undvære det mere. Så jeg udnyttede tiden i sommerhuset og lavede min egen. Opskriften på bunden har jeg fået fra den berlinske blog  i heart vegan.

Min bagerens veganske jordbærtærte: 

  • Bund:
  • 300 gram hvedemel
  • 100 gram sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 dl sojamælk
  • ½ dl olie
  • 2 dl vand
  • 3 spsk citronsaft
  • 1-2 tsk vanillesukker
  • Kagecreme*:
  • 5 dl sojamælk
  • 2-3 spsk majsstivelse
  • 100 gram sukker
  • ½ vanillestang
  • Topping:
  • ½ bakke jordbær skåret i skiver
  • ½ glas ribsgelé

Bland vådt og tørt i hver sin skål og hæld derefter sammen. Hæld i smurt form og bag i 35-40 minutter ved 180 grader. Når kagen er kølet af, skal det midterste af kagen graves ud, så bunden er tyndere, men efterlad ca. 2 cm af kanten hele vejen rundt.

Bland ½ dl sojamælk med majsstivelse og sæt til side. Kog resten af mælken op under omrøring, sammen medindholdet af vanillestangen plus stangen selv. Når mælken er varm tilsættes sukker og majsstivelseblandingen og mælken bringes igen i kog indtil cremen er tyk. Husk at cremen bliver tykkere når den køler af, så den må godt være lidt flydende når du tager den af blusset. Hvis det bliver ved med at være helt vandet, kan man hælde en smule af cremen i en skål, røre mere majsstivelse i det og hælde blandingen tilbage i gryden. 

For at samle kagen, hælder man først den kolde creme i kagebunden, så det når kanten af kagen. Ovenpå lægger man jordbærrene, jeg tilføjede nogle blåbær som jeg havde fundet i skoven. Ribsgeleen varmes op i en gryde, til det er flydende og hældes forsigtigt over kagen. Hvis det ikke dækker helt, kan man meget forsigtigt vippe kagen så det løber ud de steder der mangler. Lad geleen stivne og server.

 

Jeg har fået af vide at den færdiglavede vanillecreme man kan købe på pulverform er vegansk, så det er jo en mulighed for den dovne kagebager. Men dobbelttjek alligevel, for det har jeg ikke selv gjort. Det skal dog siges at det overhovedet ikke er svært at lave fra bunden. Det kræver sådan set ikke andet end tålmodighed.

Mere mad fra Ødegården

Jeg har lige tilføjet endnu en permanent side på bloggen, kaldet ‘Om at være veganer’, der finder man nogle overvejelser jeg har gjort mig at være veganer med god samvittighed.

For lige at afslutte Sverigefortællingen fra sidst, bringer jeg min fine og meget nemme blåbærlagkage med friskplukkede skovblåbær. Den vandt også fans hos omnivorerne, så det må siges at være en succes!

Og så vil jeg lige tilføje at jeg elsker Sverige! Selv i det mindste supermarked ude på landet har de vegansk cremefraiche, yoghurt, flødeskum og alt andet man lige kunne stå og mangle. Det finder man ikke sådan lige i den danske provins.

Dansk/Svensk blåbærlagkage

  • 2 stk lagkagebunde fra denne opskrift
  • 1 bæger sojavanilleyoghurt, eller så meget du synes der skal i.
  • 1 dåse sojaflødeskum
  • 2-300 gram blåbær, helst de vilde

Bland yoghurten med halvdelen af blåbærrene. Når du har skåret lagkagebundene over, så læg den nederste bund tilbage i springformen og fordel yoghurten oven på og luk den derefter med den øverste. På den måde løber alt indholdet ikke ud til siderne. Stil i køleskab til den skal serveres. Lige før den skal skæres, tager man kagen ud af springformen, sprøjter flødeskummen op af siderne og fordeler resten af blåbærrene på toppen.

Panna Cotta med rabarberkompot

Forsinket igen, puh det tyder ikke godt for min punktlighed for tiden. Men denne gang kun med en dag og ikke en hel uge.

Panna Cotta betyder kogt fløde og er helt basalt stivnet creme.  Det er en klassisk italiensk dessert, som typisk serveres med råsyltet frugt eller chokolade.

Normalt bruger mang gelatine til at få fløde til at stivne, men til den her Sojapanna Cotta bruger jeg agar agar pulver.

Jeg har lidt svært ved konsistensen, den kan godt være lidt vammelblød, men det er simpelthen den bedste kompliment til min kærestes mors hjemmedyrkede rabarber, som jeg fik en hel nettopose med hjem af igår. Vi fik også alle de jordbær vi kunne plukke, men dem guflede vi bare direkte fra skålen, de behøver ingen tilberedning, det ville næsten være en synd.

Panna Cotta

Ca. 3 små skåle

  • 3,5 dl sojamælk
  • 1 dl sojafløde(eller bare en dl mælk mere)
  • 35 gram flormelis
  • ½ vanillestang
  • Skal af ½ citron
  • 2 tsk. agar agar pulver
  • 8 spsk. varmt vand

Bland agar agar med vand i en skål og stil til side.

Varm mælk, citron, vaniljekorn og selve stangen i en gryde over medium varme i ca. 10 minutter. Tilføj agar agar og lad det opløse over varme. Tag gryden af blusset og lad blandningen køle lidt af før flormelissen piskes i. Hæld i forme og stil i køleskab i mindst en time. Jeg eksperimenterede lidt med forskellige skåle for at se hvad der ville se bedst ud, jeg tænker at det også kan være sjovt at servere dem i forskellige former og varianter, hvis man ikke lige har en samling skåle af samme størrelse.    

 

Rabarberkompot

  • 500 g rabarber
  • ½ dl sukker
  • 20 g ingefær
  • 1 stang kanel
  • 4 spsk sød hvidvin

Snit rabarberen, læg i et ovnfast fad. Riv ingefæren over og tilføj kanel, sukker og hvidvin. Bag ved 200 grader i 20 minutter.

Mislykket grill

… Men vellykket middag! Mine forældre var på besøg i weekenden og de er ægte gourmeter. Så det er en lille eksamen hver gang og måske den eneste eksamen jeg nyder at forberede til. Desuden kunne nok aldrig finde på at give dårlige karakterer, uanset hvad jeg brænder på. Og ting går jo galt en gang i mellem, men sådan lærer man at improvisere.

Det er jo sommer, så grill i haven var totalt oplagt, men selv om solen skinnede smukt i alle dagene op til, lykkedes det vejret at ændre sig fra skyfri himmel, til 13-15 grader og regn. Øv. Heldigvis har vi jo DMI, så det havde jeg forberedt mig på og sørget for at al maden ville være god om den blev grillet eller ej.

Jeg havde besluttet at lave grillet fennikkelsalat, alene af den grund at jeg altid har hadet fennikkel og mine forældre altid har serveret den til min store fortrydelse. I ovnen, på panden, rå… Men det smager jo stadig af anis! Og jeg har det præcis med lakridssmag, som jeg har det med frugt. Det hører ikke til i min aftensmad! Men alle de der konservative madtanker må jo have en ende, så nu er jeg begyndt at udfordre mine haderetter.

Men ak! Endelig har jeg taget mig sammen og tror I så de sælger den forbandede grønsag nogenvejne? Selvfølgelig ikke. Så det blev til kartoffelsalat, men skulle den i det mindste heller ikke grilles.

Seitan Merguez-pølser med to slags salater og mini peach-melba tærter

Seitan-pølser er stadig noget jeg forsøger mig frem med, fordi de nemt bare går hen og bliver til et aflangt, mærkeligt krydret brød. Når det så lykkedes kan de bruges til præcis det samme som ‘rigtige’ pølser.  Den oprindelige idé er fra Isa Chandra Moskowitz’ brunch kogebog.

8-10 stk

  • 2 ds. hvide bønner
  • 250 g hvedegluten
  • 2-3 dl grønsags bouillon
  • 3 spsk sojasauce
  • 2-3 spsk harissa
  • 2 spsk røget paprika
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 3 tsk salt
  • 2 tsk stødt fenikkel
  • 2 tsk stødt kommen
  • 1 tsk sort peber
  • 2 tsk koriander
  • 1 tsk allehånde
  • Sølvpapir
  • En stor gryde med plads til et dørslag

Mos bønnerne med en stavblender til der ikke er nogen hele stykker tilbage. Bland alle ingredienserne i, undtaget hvedegluten og bouillon. Mix hvedegluten i blandingen og tilsæt bouillon mens du ælter dejen. Tilsæt begge dele gradvist, indtil du har en formbar dej.

Del dejen op i det antal pølser du vil lave og riv samme antal sølvpapir stykker af, på ca. 40 cm hver.
Rul et dejstykke ud så det bliver aflangt. Læg stykket langs det korte stykke af sølvpapiret og rul det ind som en karamel.   

Sæt dørslaget i bunden af gryden og fyld den med vand op til bunden af dørslaget. Sæt vandet i kog og læg de indpakkede pølser i. Skal dampes i 40 minutter.

Frisk ærtesalat

  • 300 g ærter
  • 1 liter vand
  • Salt
  • 1 spsk. sukker
  • 2 dl græskarkerner
  • 1 lille hoved romaine salat
  • 1 håndfuld mynteblade
  • ½ chili
  • Citronsaft og skal

 Bring 1 liter vand i kog, med salt og sukker og kog ærterne i ca. 20 sekunder. Køl dem ned i iskoldt vand og lad dryppe af i en sigte. Skyl salaten, slyng den og skær den i passende stykker.  Læg salaten i bunden af en skål, derfter ærter og så græskarkerner. Top med en blanding af finthakket mynte, chili, citron og citronskal.

Kartoffelsalat

  • 15 nye kartofler
  • 10 små tomater
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • ½ citron
  • 1 dl grønne olivener
  • ¼ bundt friske basilikumblade
  • Røde peberflager
  • 1 tsk stødt koriander

Kog kartoflerne til de er møre uden at falde fra hinanden. Skær de grønne oliven i halve og cherrytomaterne i kvarte. Bland dressingen af olivenolie, citron, røde peberflager, koriander og salt og peber. Når kartoflerne er kølet ned, blandes alle ingredienserne og basilikum rives i små stykker henover.

Peach-melba minitærter

Okay, jeg troede at jeg havde fået en totalt original idé da jeg lå i min seng og to verdener smeltede sammen i min hjerne og blev til cupcaketærter. Men duh, der var selvfølgelig nogen som havde fået ideen før mig og det er jo egentlig også ret heldigt, for det betyder masser af hjælp og inspiration. Jeg fandt endda ud af at veganergeniet Lauren Ulm, som har Veganyumyum bloggen, har prøvet sig frem med fænomenet. Hun viser også en rigtig god måde at få dejen ordentligt ned i de små forme. 

Mørdej

  • 150 gram hvedemel
  • 75 gram kold margarine
  • 1/4 dl iskoldt vand

Fyld

  • 175 g hindbær
  • 450 g fersken
  • 25 g brun sukker
  • 50 g rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • ¼ tsk. muskatnød
  • 2 spsk. majsstivelse

Crumble

  • 35 gram margarine
  • 35 gram rørsukker
  • 50 gram revet marcipan
  • 25 gram havregryn
  • 25 gram hakkede hasselnødder

 Del margarinen i små stykker over melet og bland sammen med fingrene, for ikke at give dejen for meget varme. Når margarinen er blandet med melet, tilsættes en lille smule isvand af gangen, indtil dejen er til at rulle ud. Rul ind i film og lad stå i køleskab i 15 minutter.

Blanchér fersknerne i kogende vand 1-2 minutter alt efter om de er meget modne(ikke så længe) eller hårde(fulde 2 minutter). Lad køle af, tag skindet af fersknerne og skær i små stykker.
Bland ferskner, sukker og vaniljekorn i en skål. Rør forsigtigt hindbær og majsstivelse i.

Tag den afkølede dej ud og tryk den ud i bunden af formene med fingrene. Mas bundene glatte med et glas dyppet i vand. Tryk så dej op af siderne og jævn også dem med glasset. Forbag bundene ved 200 grader i 10-15 minutter, så dejen er stiv, men ikke brunet.

Læg frugtblandningen i forbagt tærtebund og bag ved 180 grader i et kvarter til fersknerne begynder at brune lidt. I mellemtiden blandes ingredienserne til crumblen. Bland sukker, marcipan, havregryn og hasselnødder og smuldr derefter margarinen over blandingen. Vend forsigtigt margarinen i blandingen. Når tærterne har fået de første femten minutter, tages de ud og crumblen drysses over. Sæt tærterne ind i cirka endnu et kvarter. De er færdige når fyldet bobler og kan stikkes igennem med en gaffel og crumblen har fået farve.   

Servér med mynteblade på toppen og en god vaniljeis.

Iiiiiiis

Mmm… Jeg udnyttede en af maj måneds lækre solskinsdage til at spise min første is her i Danmark. Min allerførste is i år spiste jeg i Berlin, hvor det vrimler med veganske alternativer, så det var ikke noget vildt specielt. Men det er noget helt specielt når man spiser sin første veganske vaffelis ikke bare i år, men nogensinde i Danmark og så endda en mælkeis! Jeg skal ikke være sen til at indrømme, at sorbetis ikke er min yndlingsis. Tag ikke fejl, de gode smager fantastisk, men en rigtig fed flødeis er altså bare hundrede gange bedre i min bog. Og det er af gode grunde lidt svært at få fat på når man nu er veganer. Jeg ved godt at der findes Tofuline, men soyamælkesmagen er bare alt for gennemtrængende efter min smag. Jeg har heller ikke haft held med at selv at lave is på mælkeerstatninger, da det let krystalliserer uden en ismaskine(jeg har fået forbud mod at købe en, vi har åbenbart for lidt plads i køkkenet…).
Men så er det heldigt at jeg har fundet en sød lille isbutik på Nørrebrogade, lige ved runddelen, ved navn Is a Bella og de sælger to-tre varianter, af hjemmerørt is lavet på rismælk. Det er ikke så mange, men de er til gengæld virkelig gode og smager som normal flødeis. Og de skriver at de er i gang med at udvikle flere. Så hvis du bor i København, Ringsted eller Malmö, er klart værd at tjekke ud!

Men hvis det er for langt væk, eller bare helst vil lave det selv, så giver jeg lige opskriften på en lidt sundere is, som man nemt selv kan lave uden maskiner. Opskriften er oprindeligt fra Mad og Venner, et virkelig godt, men dyrt blad. Og nu er den blevet veganiseret. Jeg vil dog lige sige at jeg nok skal få mig en ismaskine. forbud eller ej, det handler bare om en snedig plan. Og så skal der nok komme masser af isopskrifter!

Æbleis

  • 3 æbler
  • 2 dl æblemost
  • 2 spsk sirup
  • 1 spsk kanel
  • Skal og saft af 1 lime
  • 3 spsk kokosmel

Befri æblerne for kernehusene og del dem i mindre stykker. Blend dem med æblemost, sirup, lime og kanel. Smag til med sirup og kanel. Vend kokosmelen i og hæld blandingen i isforme. Sæt i fryseren natten over.