Posts tagged ‘Æble’

Høstfest og bloggende selvforventninger

Ok, nu dropper jeg det. Jeg lover at holde op med forsøge at være totalt overskudsagtig og poste et indlæg hver uge. Fra nu af kører jeg den her blog totalt stressfrit og poster kun når jeg har lyst og mulighed for at lave noget total god mad eller andet sjov.   

Så ønsk mig tillykke med at have taget endnu et skridt mod en stressfri tilværelse.

Og så tilbage til det rigtige indlæg.

Vi har høstet! Ja altså, vi har jo høstet småting, som tomater, krydderurter og salat hele sommeren, men nu kom turen til vintergrønsagerne. De lover nattefrost engang i løbet af næste uge, så tiden er kommet til at få de stakkels rodfrugter ud af jorden og redde de sidste tomater, røde som grønne.

Her er så lidt af alt det vi høstede, der er mange flere af de samme ting, jeg synes bare det så så kønt ud i en kurv.

Det I ser her er rødbeder, gulerødder, løg, æbler, tomater, brombær, boysenbær og morgenfruer.

Vi mangler kartoflerne, blomkålen og porrerne, de to sidste skal først op senere og kartoflerne var der simpelthen så mange af at vi ikke ville kunne få dem med hjem. Det er egentlig også en god tanke. Desuden overlevede de fint i jorden sidste år, også i frost, så helt travlt har vi ikke.

Nu er turen så kommet til at få det hele opbevaret på en fornuftig og langtids holdbar måde. Til det formål vil jeg helt klart anbefale bogen ‘Root cellaring’ af parret Mike & Nancy Bubbel, to køkkenhavetossede helte, der har formået, at få alt der er værd at vide om opbevaring af frugt og grønt ned i en bog på ca. 300 sider.  

Så efter deres eksempel har vi fundet trækasserne og savsmuldet frem til rødbederne, kartoflerne, løgene og gulerødderne. Derudover skal tomaterne, bærrene og æblerne syltes og morgenfruerne bliver tørret til te. Og med alt det i kælderen, føler man sig jo helt landlig.

Iiiiiiis

Mmm… Jeg udnyttede en af maj måneds lækre solskinsdage til at spise min første is her i Danmark. Min allerførste is i år spiste jeg i Berlin, hvor det vrimler med veganske alternativer, så det var ikke noget vildt specielt. Men det er noget helt specielt når man spiser sin første veganske vaffelis ikke bare i år, men nogensinde i Danmark og så endda en mælkeis! Jeg skal ikke være sen til at indrømme, at sorbetis ikke er min yndlingsis. Tag ikke fejl, de gode smager fantastisk, men en rigtig fed flødeis er altså bare hundrede gange bedre i min bog. Og det er af gode grunde lidt svært at få fat på når man nu er veganer. Jeg ved godt at der findes Tofuline, men soyamælkesmagen er bare alt for gennemtrængende efter min smag. Jeg har heller ikke haft held med at selv at lave is på mælkeerstatninger, da det let krystalliserer uden en ismaskine(jeg har fået forbud mod at købe en, vi har åbenbart for lidt plads i køkkenet…).
Men så er det heldigt at jeg har fundet en sød lille isbutik på Nørrebrogade, lige ved runddelen, ved navn Is a Bella og de sælger to-tre varianter, af hjemmerørt is lavet på rismælk. Det er ikke så mange, men de er til gengæld virkelig gode og smager som normal flødeis. Og de skriver at de er i gang med at udvikle flere. Så hvis du bor i København, Ringsted eller Malmö, er klart værd at tjekke ud!

Men hvis det er for langt væk, eller bare helst vil lave det selv, så giver jeg lige opskriften på en lidt sundere is, som man nemt selv kan lave uden maskiner. Opskriften er oprindeligt fra Mad og Venner, et virkelig godt, men dyrt blad. Og nu er den blevet veganiseret. Jeg vil dog lige sige at jeg nok skal få mig en ismaskine. forbud eller ej, det handler bare om en snedig plan. Og så skal der nok komme masser af isopskrifter!

Æbleis

  • 3 æbler
  • 2 dl æblemost
  • 2 spsk sirup
  • 1 spsk kanel
  • Skal og saft af 1 lime
  • 3 spsk kokosmel

Befri æblerne for kernehusene og del dem i mindre stykker. Blend dem med æblemost, sirup, lime og kanel. Smag til med sirup og kanel. Vend kokosmelen i og hæld blandingen i isforme. Sæt i fryseren natten over.