Forsinket igen, puh det tyder ikke godt for min punktlighed for tiden. Men denne gang kun med en dag og ikke en hel uge.

Panna Cotta betyder kogt fløde og er helt basalt stivnet creme.  Det er en klassisk italiensk dessert, som typisk serveres med råsyltet frugt eller chokolade.

Normalt bruger mang gelatine til at få fløde til at stivne, men til den her Sojapanna Cotta bruger jeg agar agar pulver.

Jeg har lidt svært ved konsistensen, den kan godt være lidt vammelblød, men det er simpelthen den bedste kompliment til min kærestes mors hjemmedyrkede rabarber, som jeg fik en hel nettopose med hjem af igår. Vi fik også alle de jordbær vi kunne plukke, men dem guflede vi bare direkte fra skålen, de behøver ingen tilberedning, det ville næsten være en synd.

Panna Cotta

Ca. 3 små skåle

  • 3,5 dl sojamælk
  • 1 dl sojafløde(eller bare en dl mælk mere)
  • 35 gram flormelis
  • ½ vanillestang
  • Skal af ½ citron
  • 2 tsk. agar agar pulver
  • 8 spsk. varmt vand

Bland agar agar med vand i en skål og stil til side.

Varm mælk, citron, vaniljekorn og selve stangen i en gryde over medium varme i ca. 10 minutter. Tilføj agar agar og lad det opløse over varme. Tag gryden af blusset og lad blandningen køle lidt af før flormelissen piskes i. Hæld i forme og stil i køleskab i mindst en time. Jeg eksperimenterede lidt med forskellige skåle for at se hvad der ville se bedst ud, jeg tænker at det også kan være sjovt at servere dem i forskellige former og varianter, hvis man ikke lige har en samling skåle af samme størrelse.    

 

Rabarberkompot

  • 500 g rabarber
  • ½ dl sukker
  • 20 g ingefær
  • 1 stang kanel
  • 4 spsk sød hvidvin

Snit rabarberen, læg i et ovnfast fad. Riv ingefæren over og tilføj kanel, sukker og hvidvin. Bag ved 200 grader i 20 minutter.