Ok, nu dropper jeg det. Jeg lover at holde op med forsøge at være totalt overskudsagtig og poste et indlæg hver uge. Fra nu af kører jeg den her blog totalt stressfrit og poster kun når jeg har lyst og mulighed for at lave noget total god mad eller andet sjov.   

Så ønsk mig tillykke med at have taget endnu et skridt mod en stressfri tilværelse.

Og så tilbage til det rigtige indlæg.

Vi har høstet! Ja altså, vi har jo høstet småting, som tomater, krydderurter og salat hele sommeren, men nu kom turen til vintergrønsagerne. De lover nattefrost engang i løbet af næste uge, så tiden er kommet til at få de stakkels rodfrugter ud af jorden og redde de sidste tomater, røde som grønne.

Her er så lidt af alt det vi høstede, der er mange flere af de samme ting, jeg synes bare det så så kønt ud i en kurv.

Det I ser her er rødbeder, gulerødder, løg, æbler, tomater, brombær, boysenbær og morgenfruer.

Vi mangler kartoflerne, blomkålen og porrerne, de to sidste skal først op senere og kartoflerne var der simpelthen så mange af at vi ikke ville kunne få dem med hjem. Det er egentlig også en god tanke. Desuden overlevede de fint i jorden sidste år, også i frost, så helt travlt har vi ikke.

Nu er turen så kommet til at få det hele opbevaret på en fornuftig og langtids holdbar måde. Til det formål vil jeg helt klart anbefale bogen ‘Root cellaring’ af parret Mike & Nancy Bubbel, to køkkenhavetossede helte, der har formået, at få alt der er værd at vide om opbevaring af frugt og grønt ned i en bog på ca. 300 sider.  

Så efter deres eksempel har vi fundet trækasserne og savsmuldet frem til rødbederne, kartoflerne, løgene og gulerødderne. Derudover skal tomaterne, bærrene og æblerne syltes og morgenfruerne bliver tørret til te. Og med alt det i kælderen, føler man sig jo helt landlig.