Posts tagged ‘Kartofler’

Skraldetema og en dag der skal fejres

Glædelig World Vegan Day! I dagens anledning har jeg lavet et ekstra langt indlæg. Så er det op til den enkelte om al den tekst er straf eller belønning.

Vi plejer at skralde. Rigtig meget. Det har sådan en dejlig tendens til at skabe lidt plads i økonomien. Men vi har været rigtig sløve til at få det hen over sommeren og det kan mærkes på  budgettet. Til gengæld giver det lidt frihed hvad angår madlavningen, for så bestemmer man jo selv hvad man vil lave. I de sidste par måneder har vi sået taget os sammen og fået skraldet rigtig meget. Og haft heldet med os. For uanset hvor meget frihed indkøb giver til at lave hvad vi vil, er det altid bedre med lidt økonomisk frihed til at købe de lækre økodetaljer og alt det der.

Med det følger dog altså at vores menu står på nogle ret ens ting for tiden, for det er sådan med skraldning, at butikkerne smider nogenlunde de samme ting ud hver dag. Derfor har jeg haft svært ved at finde på retter, som var spændene at smide på, for ingredienslisten har været ret ensformig i et stykke tid.

Men så var det jeg tænkte, at jeg da også lige så godt kunne rapporter om vores hverdag som skraldere og hvad vi får ud af den ret tilfældige grønt sammensætning vi får ud af at hente butikkernes aflagte varer. Det giver en rigtig god erfaring og føling med sine madvarer, at skulle finde på retter ud fra bestemte råvarer og man lærer at trække på sine erfaringer fra tidligere retter, når man kombinerer dem på nye måder. Derfor har de retter jeg viser i dag også opskrifter fra tidligere indlæg, for mange af de ting jeg har vist før, er en del af mit basisrepetoire, som kan genbruges på mange nye måder.

Som sagt smider butikkerne nogenlunde de samme ting ud og det lader til at se ens ud landet over. Så jeg vil starte med at liste de mest almindelige efterårsting op og derefter fortælle lidt om hvad vi har brugt nogen af dem til på det seneste. Og fra nu af vil jeg i mine indlæg skrive hvilke ingredienser der er skraldet. 

Vi findet næsten altid, bananer, æbler, nektariner, spidskål, porrer, forårsløg, broccoli, gulerødder, kartofler, peberfrugter, dild, karse, purløg, bladselleri, agurker og tomater.

Frugterne bruger vi til morgenmad, skåret i stykker med sojamælk og en god fiberrig müsli på. Det er vist den morgenmad jeg har spist de siste 4 år, jeg kan simpelthen ikke få andet ned tidligt om morgenen, men müslien giver en god fylde i maven, indtil jeg kan tænke på mere fast føde.

Når man taler vegansk frokost er et klassisk problem at stort set al dansk frokost består af kødpålæg og i starten kan det være svært at finde erstatninger for leverpostej og kødpølse. Jeg har tidligere vist en af  de ting jeg spiser til frokost ude, men vi har brugt rigtig meget tid på at udvikle gode frokostmuligheder og når vi rigtig vil forkæle os selv, ser tallerkenen sådan ud:

Det er et lille udnsit af vores yndlings smørrebrød; Fra venstre bagerst er det krigsfisk, tomat-agurke mad, kartoffelmad og forrest en hummus mad med avocado. De tre første med dild-mayonaise(opskrift følger længere nede) og alle på hjemmebagt rugbrød. Selvom rugbrød også er noget der bliver smidt ud hele tiden, har vi taget valget om at bage det selv, fordi købe rugbrød simpelthen er noget af kedeligste på denne jord! 

De tre første madder giver sig selv, bare server dem med margarine under og karse eller purløg på toppen. Krigsfisk er noget vi har lært i folkekøkken, det er en velsmagende efterligning af den klassiske panerede fiskefilet. Det er noget gris, men det smager sindssygt godt!

Krigsfisk:

  • Pastinakker, persillerod eller knoldselleri
  • Rasp og/eller rugmel
  • Salt og peber
  • Olie 

Jeg bruger helst pastinakker eller persille, det giver sådan en pæn fiskeagtig form, men knoldselleri smager lige så godt, hvis man nu tilfældigvis har skraldet den.

Det man gør er, at man skærer sin rodfrugt i skiver på ca. ½ cm tykkelse og koger dem i omtrent 5 minutter så de er møre, men ikke går i stykker når man tager dem op.

Hav en skål med rasp, mel, salt og peber klar. Tag fiskene op af vandet en af gangen og dæk dem med melblandingen i skålen. Det er vigtigt at fiskene stadig er våde, ellers hænger det ikke fast.

Krigsfisk er bedst friturestegt, men man kan også nøjes med at stege dem på en mellemvarm pande. Dog har raspen mere tendens til at falde af på denne måde. Steges til de er gyldenbrune.

Ud over at smage virkelig godt på rugbrød med mayo til, er de også rigtig gode med kogte nyekartofler og salviesmør. Mmm!

Mayonnaise med dild:

  •  1 spsk hørfrø, hele eller knust
  • 3 spsk kogende vand
  • 3-4 dl olie, ikke oliven, eller bare til mayoen er mættet
  • 2 spsk citron
  • 1 tsk Dijonsennep
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 bundt frisk dild, hakket fint

Bland kogende vand og hørfrø i skål med låg på. Lad køle af, mens du rører rundt i det en gang i mellem. Rør sennep, salt og sukker i hørfrøene og blend massen i en foodprocessor eller brug en stavblender. Hæld derefter langsomt olie i mens blenderen kører, i starten kun meget lidt og øg mængden mere efterhånden. Mængden af olie er vejledende, da det er noget man finder ud af med tiden. Når ca. halvdelen af olien er hældt i, tilsætter man citronen. Slut af med at røre den hakkede dild i.
Vigtigt! Alle ingredienserne skal have stuetemperatur, ellers skiller mayonnaisen!

Til aftensmad har vi haft en del forskelligt, men jeg har selvfølgelig glemt at tage billeder af det meste. To af mine yndlings har jeg dog husket. Nemlig en veganiseret udgave af pizzamandens dejligt fedtede kebab-pizza og en lidt italianiseret udgave af en god dansk ret; kartoffelsalat med tofupølser.

‘Kebab/shawarma’-pizza

Jeg kan ikke lige huske hvordan normalt laver min pizzadej, det varierer lidt alt efter hvilket mel vi har, men vi plejer at lave den med noget fuldkornsmel af en art.

Udover shawarma på denne noget så fedtede pizza, har vi vegansk mozzerella fra ‘The Uncheese Cookbook, en tomatsovs på bunden, tyvstjålet fra Månebarnet og peberfrugt i tern. Efter den er bagt har vi tilføjet salat, agurk, tomat og den dildmayo der står beskrevet længere oppe.

Vegansk shawarma af sojaprotein:

  • 100 gram sojaprotein i strimler
  • 1 spsk bouilion, eller en terning
  • 2 fed hvidløg, knust
  • 1 spsk  af hver allehånde, spidskommen, koriander, paprika(evt. røget)
  • Salt og peber

Sojaproteinen ligges i blød med alle krydderiene og dækkes med låg i 10 min.

  • Sojaproteinen opblødt, som ovenfor
  • 2 fed hvidløg, knust
  • 1 spsk  af hver allehånde, spidskommen, koriander, paprika(evt. røget) og sort peber
  • ½ dl æbleeddike
  • 1 dl olie
  • Salt og peber
  • 3 spsk sojasauce

Sojaproteinen blandes med olien, edikken og krydderierne og stilles på køl i en time. 
Steges herefter i rigelig olie og sojasauce til proteinen har fået en brun stegeskorpe.

Vores udgave af ‘ The Uncheese cookbook’s buffalo mostarella’:

  • 5 dl sojamælk
  • 2½ dl gærflager
  • ½ dl havregryn
  • ½ dl tahin
  • ½ dl majsstivelse eller 1 spsk agar agar
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olie

Den oprindelige opskrift bruger arrowroot, kuzu eller majsstivelse, men vi bruger agar agar, fordi det giver en mere fast ost, som er til at skære i frem for at smøre ud.

Hvis du bruger agar agar: Mælken bringes i kog i en gryde og agar agar piskes i. Hvis du bruger en af de andre skal det bare i samtidig med resten og varmer det bagefter.

 Alle ingredienser blendes i til alt er opløst og hældes i en smurt form af passende størrelse.

Kartoffelsalat med tofupølser

Der er ikke så meget opskrift over denne ret, kartoffelsalaten består af kogte kartofler, oliven, peberfrugt og dildmayo(ja, den er vi meget glade for). Tofupølserne er for en gangs skyld købt gennem VeganWonderland, de er udmærkede, men har den der klamme partypølse lugt. Derudover er de serveret med Mogens rugbrød, ketchup og dijonsennep.

Reklamer

Veggie laks i laxens hus

Hele forrige uge var jeg så heldig at tilbringe min ferie på en ødegård i Blekinge. Det er en kæmpestor gammel herregård i gulmalet træ og med oprindeligt møblement og køkken. Det inviterede ligefrem til at gå i ternede kjoler, flette sit hår og tage træskoene på. Jeg har dog ingen ternet kjole, men træsko og fletninger var der masser af! Og masser af blomster, som voksede overalt og duftede fantastisk i sommervarmen. Total idyl.

Hoveddelen af vores ophold blev selvfølgelig brugt på at lave god mad og læse i solen. Og for at kunne holde bloggen her opdateret blev jeg inspireret til at medbringe den laks jeg købte i Astrid och Aporna og som er en del af min serie af anmeldelser af fakekød på markedet. Det blev laksen, fordi den nærmeste by og den å der går igennem, er et af Sveriges største laksefiskesteder, kaldet Laxens Hus. Så det virkede oplagt at give en mere dyrevenlig måde at hylde laksens hjemsted på.

Når man køber laksen i frostafdelingen, ligner den fuldstændig en lakseside med skind. Jeg aner ikke hvordan de får farven frem, men skindet er lavet af tang. Når man tøer den op, er det mere tydeligt at man har at gøre med en efterligning. Der er ingen marmorering i kødet og skindet er uden lighed med skæl. Det er dog for mit vedkommende meget beroligende, da jeg også i frostafdelingen så bacon komplet med fedtmarmorering(gys). 

For at smage på laksen lavede vi to forskellige retter. En simpel italiensk pastaret fra Brdr. Harder(hvis bøger, trods indholdet af kødretter, jeg varmt kan anbefale både for opskrifter og underholdende forfatterskab) og en svensk laksegratin, inspireret af noget vi så i en fiskeforretning. Den første ret var god og meget hverdagsagtig, laksen skar vi ud i skiver og stegte på en pande. Desværre fik de lidt for meget, grundet tvivl om hvordan de skulle behandles, så det var lidt svært at bedømme konsistensen. Smagen var let røget og havde faktisk en lakseagtig smag på sin egen måde. Som med tunen, havde den en slags skygge af den ægte smag og også denne gang blev vi enige om at retten ville have været ligeså god uden kød.

Laksegratinen derimod, som var en pludselig idé jeg fik på vej hjem, træt og med planer om at se min første fodboldkamp fra start til slut(VM-finalen, en skuffelse for mig, der troede at de to største hold da måtte give den bedste kamp, men nej) var en ubetvivlet succes! Ideen kom egentlig fordi jeg troede at vi havde en sojamatgrädde(sojafløde for de ikke så svensktalende), men den havde vi vist glemt på vejen hjem. Tilgengæld havde vi både sojamælk og kokosmælk, så det lod sig da gøre.

I denne ret kommer veggielaksen til sin fulde ret. Både konsistensen og smagen passer perfekt i retten og som med den ægte vare, er fløde bare sagen. Gratinen er noget mere vandet end dem jeg plejer at lave, men det gør den absolut ikke dårligere. Så hvis man føler sig fristet til at prøve en fakelaks, så vil jeg varmt anbefale at prøve denne ret.  

 Pasta med laks:

Til 2 personer

  • 150 gram tagliatelle(man skal egentlig bruge fettucine, men det er en frisk pasta med æg i)
  • ½ veggelaks
  • Olivenolie
  • 2-3 gulerødder
  • 1 stort eller to mellem gule løg
  • 1 fed hvidløg
  • 5-6 champignoner
  • Ca. ½ sojafløde
  • En stor håndfuld spinat(vi brugte frisk skvalderkål fra haven)
  • Salt og peber

Kog pastaen. Steg laksen til den er en smule sprød på hver side på en pande med olie. Tag laksen af panden igen og hold dem varme. Løg i store både, finthakket hvidløg, champignoner i halve og gulerødder i kraftige stave smides på panden, også med olie, i 3-4 min. til de er møre, men stadig har bid. Hæld fløde på, så meget man har samvittighed og lyst til. Smag til med salt og peber. Til sidst tilsætter man skvalderkål eller spinat og rører rundt til den falder sammen. Server på en tallerken med pasta i bunden, grønsager, laks og til sidst sauce. 

Laksegratin:

Som en fodnote, vil jeg lige nævne at billedet her, ikke gør retten ære. Jeg var simpelthen bare for utålmodig til at gøre noget stort ud af billederne.

Til 2 meget sultne, eller 4 normaltspisende

  • En halv veggielaks
  • 6-7 kogte kartofler
  • 1 gult løg
  • 1 bøftomat eller 2 mindre sorter
  • ½ dåse kokosmælk(kan erstattes af sojafløde)
  • 2 dl kold sojamælk rørt tyk med 1-2 tsk eddikke eller citronsaft
  • 2-3 spsk b-gærflager
  • Muskatnød
  • ½ bundt persille
  • ½ bundt dild
  • Salt og peber

Skær laks, kartofler, løg og tomat i skiver. Læg kartoflerne nederst i et ovnfad, efterfulgt af løg, tomat og til sidst laksen. Hak de friske krydderurter fint. Bland kokos og sojamælk og tilsæt krydderier inklusiv gærflager. Smages til med salt og peber. Hæld saucen over gratinen. 

Bages ved 200 grader i ca. 1 time.

Kanelbullar:

Modificeret fra en svensk opskrift der stod på en pakke mel.

Ca. 20 stykker

  • 50-75 gram margarine
  • 2,5 dl vegetabilsk mælk
  • 25 gram gær
  • Lidt salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 7,5 dl hvedemel (390 gram)
  • 25 gram margarine
  • ½ dl sukker
  • ½ spsk kanel

Smelt margarinen sammen med mælken, til blandingen er fingervarm. Fordel gær i en skål, hæld den varme væske over og opløs gæren i det.

Tilsæt sukker, salt, kardemomme og melet. Ælt dejen til den er smidig og slipper skålen. Dæk den til i skålen og lad hæve i 40 minutter.

Tag dejen og ælt den smidig igen. Del dejen i to og rul ud til aflange pølser, som så rulles flade.

Læg margarinen på i klatter over dejen, bland sukker og kanel og strø over. Rul dejen sammen og skær stængerne over i 10 stykker per stang. Skal traditionelt ligges i papirsforme, men dem havde jeg ingen af. Dæk bollerne til og lad hæve i yderligere 40 minutter.

Pensles med mælk og strøes med perlesukker. Jeg nøjedes med at pensle nogen af dem og puttede glasur på efter bagning i stedet.

Bages i ca. ½ time ved 200 grader.

Mislykket grill

… Men vellykket middag! Mine forældre var på besøg i weekenden og de er ægte gourmeter. Så det er en lille eksamen hver gang og måske den eneste eksamen jeg nyder at forberede til. Desuden kunne nok aldrig finde på at give dårlige karakterer, uanset hvad jeg brænder på. Og ting går jo galt en gang i mellem, men sådan lærer man at improvisere.

Det er jo sommer, så grill i haven var totalt oplagt, men selv om solen skinnede smukt i alle dagene op til, lykkedes det vejret at ændre sig fra skyfri himmel, til 13-15 grader og regn. Øv. Heldigvis har vi jo DMI, så det havde jeg forberedt mig på og sørget for at al maden ville være god om den blev grillet eller ej.

Jeg havde besluttet at lave grillet fennikkelsalat, alene af den grund at jeg altid har hadet fennikkel og mine forældre altid har serveret den til min store fortrydelse. I ovnen, på panden, rå… Men det smager jo stadig af anis! Og jeg har det præcis med lakridssmag, som jeg har det med frugt. Det hører ikke til i min aftensmad! Men alle de der konservative madtanker må jo have en ende, så nu er jeg begyndt at udfordre mine haderetter.

Men ak! Endelig har jeg taget mig sammen og tror I så de sælger den forbandede grønsag nogenvejne? Selvfølgelig ikke. Så det blev til kartoffelsalat, men skulle den i det mindste heller ikke grilles.

Seitan Merguez-pølser med to slags salater og mini peach-melba tærter

Seitan-pølser er stadig noget jeg forsøger mig frem med, fordi de nemt bare går hen og bliver til et aflangt, mærkeligt krydret brød. Når det så lykkedes kan de bruges til præcis det samme som ‘rigtige’ pølser.  Den oprindelige idé er fra Isa Chandra Moskowitz’ brunch kogebog.

8-10 stk

  • 2 ds. hvide bønner
  • 250 g hvedegluten
  • 2-3 dl grønsags bouillon
  • 3 spsk sojasauce
  • 2-3 spsk harissa
  • 2 spsk røget paprika
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 3 tsk salt
  • 2 tsk stødt fenikkel
  • 2 tsk stødt kommen
  • 1 tsk sort peber
  • 2 tsk koriander
  • 1 tsk allehånde
  • Sølvpapir
  • En stor gryde med plads til et dørslag

Mos bønnerne med en stavblender til der ikke er nogen hele stykker tilbage. Bland alle ingredienserne i, undtaget hvedegluten og bouillon. Mix hvedegluten i blandingen og tilsæt bouillon mens du ælter dejen. Tilsæt begge dele gradvist, indtil du har en formbar dej.

Del dejen op i det antal pølser du vil lave og riv samme antal sølvpapir stykker af, på ca. 40 cm hver.
Rul et dejstykke ud så det bliver aflangt. Læg stykket langs det korte stykke af sølvpapiret og rul det ind som en karamel.   

Sæt dørslaget i bunden af gryden og fyld den med vand op til bunden af dørslaget. Sæt vandet i kog og læg de indpakkede pølser i. Skal dampes i 40 minutter.

Frisk ærtesalat

  • 300 g ærter
  • 1 liter vand
  • Salt
  • 1 spsk. sukker
  • 2 dl græskarkerner
  • 1 lille hoved romaine salat
  • 1 håndfuld mynteblade
  • ½ chili
  • Citronsaft og skal

 Bring 1 liter vand i kog, med salt og sukker og kog ærterne i ca. 20 sekunder. Køl dem ned i iskoldt vand og lad dryppe af i en sigte. Skyl salaten, slyng den og skær den i passende stykker.  Læg salaten i bunden af en skål, derfter ærter og så græskarkerner. Top med en blanding af finthakket mynte, chili, citron og citronskal.

Kartoffelsalat

  • 15 nye kartofler
  • 10 små tomater
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • ½ citron
  • 1 dl grønne olivener
  • ¼ bundt friske basilikumblade
  • Røde peberflager
  • 1 tsk stødt koriander

Kog kartoflerne til de er møre uden at falde fra hinanden. Skær de grønne oliven i halve og cherrytomaterne i kvarte. Bland dressingen af olivenolie, citron, røde peberflager, koriander og salt og peber. Når kartoflerne er kølet ned, blandes alle ingredienserne og basilikum rives i små stykker henover.

Peach-melba minitærter

Okay, jeg troede at jeg havde fået en totalt original idé da jeg lå i min seng og to verdener smeltede sammen i min hjerne og blev til cupcaketærter. Men duh, der var selvfølgelig nogen som havde fået ideen før mig og det er jo egentlig også ret heldigt, for det betyder masser af hjælp og inspiration. Jeg fandt endda ud af at veganergeniet Lauren Ulm, som har Veganyumyum bloggen, har prøvet sig frem med fænomenet. Hun viser også en rigtig god måde at få dejen ordentligt ned i de små forme. 

Mørdej

  • 150 gram hvedemel
  • 75 gram kold margarine
  • 1/4 dl iskoldt vand

Fyld

  • 175 g hindbær
  • 450 g fersken
  • 25 g brun sukker
  • 50 g rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • ¼ tsk. muskatnød
  • 2 spsk. majsstivelse

Crumble

  • 35 gram margarine
  • 35 gram rørsukker
  • 50 gram revet marcipan
  • 25 gram havregryn
  • 25 gram hakkede hasselnødder

 Del margarinen i små stykker over melet og bland sammen med fingrene, for ikke at give dejen for meget varme. Når margarinen er blandet med melet, tilsættes en lille smule isvand af gangen, indtil dejen er til at rulle ud. Rul ind i film og lad stå i køleskab i 15 minutter.

Blanchér fersknerne i kogende vand 1-2 minutter alt efter om de er meget modne(ikke så længe) eller hårde(fulde 2 minutter). Lad køle af, tag skindet af fersknerne og skær i små stykker.
Bland ferskner, sukker og vaniljekorn i en skål. Rør forsigtigt hindbær og majsstivelse i.

Tag den afkølede dej ud og tryk den ud i bunden af formene med fingrene. Mas bundene glatte med et glas dyppet i vand. Tryk så dej op af siderne og jævn også dem med glasset. Forbag bundene ved 200 grader i 10-15 minutter, så dejen er stiv, men ikke brunet.

Læg frugtblandningen i forbagt tærtebund og bag ved 180 grader i et kvarter til fersknerne begynder at brune lidt. I mellemtiden blandes ingredienserne til crumblen. Bland sukker, marcipan, havregryn og hasselnødder og smuldr derefter margarinen over blandingen. Vend forsigtigt margarinen i blandingen. Når tærterne har fået de første femten minutter, tages de ud og crumblen drysses over. Sæt tærterne ind i cirka endnu et kvarter. De er færdige når fyldet bobler og kan stikkes igennem med en gaffel og crumblen har fået farve.   

Servér med mynteblade på toppen og en god vaniljeis.

Bøf og Vin

 

Nu er årets første sommerprojekt begyndt! Jeg fandt den her opskrift på mælkebøttevin i vinters, da sneen stod på sit højeste og efter det glædede jeg mig, om muligt, endnu mere til de varmere måneder.

Da foråret så endelig kom, fik jeg bare så travlt med alt muligt andet, at jeg desværre ikke nåede at samle de nyudsprungne blomster, som skulle være de bedste. Heldigvis kom der pludselig en helligdagsferie med alt hvad det indebærer af fest og farver. Så i fredags gik jeg, bevæbnet med de ondeste tømmermænd i mands minde og en saks, ud i de københavnske grønne områder og halshuggede nogle mælkebøtter. Men hold op hvor er det svært at bukke sig ned hele tiden når man har kvalme… Puha. På min blomsterjagt fandt jeg ud af, at jeg bor lige ved siden af Grøndalsvænge Allé 13, den grund som var målet for Aktion G13 i 2007. Jeg giver ikke meget for min stedssans, når jeg ikke har lagt mærke til at den nærmest ligger i min baghave. Hele grunden viste sig at være fyldt med mælkebøtter, så jeg gik rundt og nød stedet som er meget smukt og mindedes den dag, hvor pladsen foran var ramme for noget helt andet end hundeluftere.   

Kan man mærke stemningsskiftet?

For at vende tilbage til vinen, her er så dagens fangst, i gang med at blive rengjort. Om en uge skal vinen hældes på flasker og ned og blive god i kælderen i nogle uger. Ønsk mig held og lykke!

Så skulle der da også lige følge en opskrift på en af ugens retter. Vi havde maddate med nogle venner i fredags og menuen stod på bøf bearnaise med salat og en god øl til. Vi havde i et anfald af nysgerrighed købt noget sojaprotein som ligner flæskeslag. Og da det ikke lige var noget vi havde lyst til at efterligne, virkede det mere fornuftigt at bruge det som en god steak.

Til 2 personer:

Bøffen: 

  • 2 ‘sojaplader’
  • 1 l kogende vand
  • 1 spsk grønsagsbouillion eller 1 terning
  • 1 fed hvidløg, knust
  • 1 spsk løgpulver
  • 1 spsk af hver oregano, basilikum og røget paprika
  • 3 spsk smagsneutral olie
  • 2 spsk engelsk sauce
  • 1 spsk sojasauce
  • Peber

Slagene lægges i blød i ovenstående blanding i ca. 10-15 minutter med låg på. Steges på en pande med olie og dryppes med lidt sojasauce og engelsk sauce, til de får en mørk kulør og en god skorpe.

Bearnaisen:

  • 2 spsk hørfrø
  • 8 spsk kogende vand
  • 2-3 spsk mel
  • 25 g margarine
  • 3 dl sojamælk
  • 1 skalotteløg eller et lille gult løg
  • 1 tsk kørvel
  • 2-3 tsk estragon
  • Salt og hvid peber

Overhæld hørfrøene med 8 spsk kogende vand og stil tid side. Hæld væsken i en skål, gennem en trådsi når massen er kølet ned og stivnet. Slimen kan hjælpes på vej ved at piske det rundt i trådsien. Det skal gerne have konsistens som æggehvide. Hak løget meget fint eller blend det med mælken. Smelt margarinen og lav en opbagning sammen med melen. Hæld langsomt mælken i, under konstant omrøring med et piskeris. Når saucen er tyknet tilsættes krydderierne og hørfrøslimen, for at give den luftige konsistens. Husk at smage saucen til da især tørret estragon varierer i smagen. Krydderimængderne kan halveres hvis de er friske.  

Salaten: 

  • 100 g cherrytomater i kvarter
  • 5 forårsløg i skiver
  • Blandet småt salat
  • Brødcrutoner med hvidløg(se nedenfor)
  • 3 spsk citronolie(eller bare citron og olie blandet sammen)

Det hele blandes. Man kan hurtigt lave sine egne brødcrutoner med lidt daggammelt brød i tern, blandet med noget olivenolie og knust hvidløg. Skal ca. 10 minutter i ovnen ved 200 grader.

Serveres traditionelt med hjemmelavede friturestegte pommes frittes, men vi lavede bare ovnbagte kartofler. Salaten er vist heller ikke helt traditionel, men jeg kunne simpelthen ikke klare sådan en ret uden den mindste smule grønt.