Ja det er så! Og det har det jo egentlig været i et stykke tid, men det er bare så rart at sige 🙂 Vi har lige plantet jordbærplanter og snart er det spinatens tur. Både vores lille forhave og nyttehaven på Amager er under total forvandling og jeg er gået helt fotoamok begge steder. Ørestadsområdet er jo det mærkeligste sted, når man står lige på skellet mellem hele nyttehaveområdet og så alt det nye smarte byggeri. Så jeg vil forsøge at fange nogle billeder af det, men det er ikke helt lykkedes at få nogle gode endnu. Det eneste jeg er nødt til at vise, selvom det hverken har med have eller mad at gøre er den her cykel, bare fordi det er da for sejt!

Og kan man fornemme hvor godt vejr det var da jeg tog det billede? Det var vildt godt! Så bare fordi det stadig er minusgrader om natten, det sneede(!) i sidste og regner alle de dage jeg vil grille, er der stadig forårsstemning over det hele 🙂 Og det giver jo lyst til at lave en rigtig lækker forårsret.

Grillet polenta med appelsin-tomatsauce, smørstegte champignoner og syrlig blomkålssalat

Polenta er sådan en ting jeg ikke har været særlig heldig med, det er oftest blevet til smagløse klatter, som giver en mærkelig fornemmelse i munden. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det hvis det bare er blevet kogt op i vand og voila. Så nu har det fået lidt krydderi og lidt grillpande og straks er det noget mere interessant!

Polenta:

  • 250 g majsmel
  • 1 dl hvidvin(bare den billigste)
  • 1 l vand
  • Rosmarin og timian
  • 1 lille løg
  • Lidt olivenolie
  • Salt og peber

Hak løget fint og steg dem bløde i en gryde sammen med rosmarin og timian. Tilsæt hvidvin og lad stege næsten tør. Tilsæt vandet og bring i kog. Pisk derefter majsmel i og tag af varmen når al vandet er opsuget. Hæld i en smurt form og lad køle til det er stivnet.
Skær polentaen i aflange firkanter og steg dem på en grillpande eller på en rigtig grill hvis du er så heldig at det er godt vejr 🙂

Appelsin-tomatsauce

  • 4 modne tomater
  • ½ dåse flåede tomater
  • 1 løg
  • 2 fede hvidløg
  • Saften af en appelsin
  • 2 stilke selleri
  • 1 stor håndfuld groft hakket basilikum
  • Salt og peber

Skær et kryds i de friske tomater og overhæld med kogende vand til skindet løsner sig og kan pilles af. Skær derefter i mindre stykker.
Hak grøntsagerne og sauter dem inden du tilsætter begge slags tomater, basilikum og appelsinsaft. Lad koge op og simre i 3-4 min. Smag til med salt og peber.

Smørstegte champignoner

  • 150 g. champignoner i skiver
  • 2 spsk. margarine
  • 2 fed hvidløg, knust

Steg champignonerne brune i margarine og tilsæt hvidløgene undervejs.

Blomkålssalat

  • ½ blomkålshoved i små buketter
  • 1 rødløg, i skiver
  • Olivenolie
  • Saften af en ½ citron
  • 2 tsk. kapers
  • 1 håndfuld hakket persille
  • Salt og peber

Varm ovnen til 200 C.
Læg grønsagerne i et ovnfast fad, vend i olivenolie salt og peber. Bag dem i ca. et kvarter mens du vender dem en gang i mellem, se til at blomkålen bliver lidt brun. Bland dressingen og hæld over ved servering. Serveres varm.

Reklamer