… Men vellykket middag! Mine forældre var på besøg i weekenden og de er ægte gourmeter. Så det er en lille eksamen hver gang og måske den eneste eksamen jeg nyder at forberede til. Desuden kunne nok aldrig finde på at give dårlige karakterer, uanset hvad jeg brænder på. Og ting går jo galt en gang i mellem, men sådan lærer man at improvisere.

Det er jo sommer, så grill i haven var totalt oplagt, men selv om solen skinnede smukt i alle dagene op til, lykkedes det vejret at ændre sig fra skyfri himmel, til 13-15 grader og regn. Øv. Heldigvis har vi jo DMI, så det havde jeg forberedt mig på og sørget for at al maden ville være god om den blev grillet eller ej.

Jeg havde besluttet at lave grillet fennikkelsalat, alene af den grund at jeg altid har hadet fennikkel og mine forældre altid har serveret den til min store fortrydelse. I ovnen, på panden, rå… Men det smager jo stadig af anis! Og jeg har det præcis med lakridssmag, som jeg har det med frugt. Det hører ikke til i min aftensmad! Men alle de der konservative madtanker må jo have en ende, så nu er jeg begyndt at udfordre mine haderetter.

Men ak! Endelig har jeg taget mig sammen og tror I så de sælger den forbandede grønsag nogenvejne? Selvfølgelig ikke. Så det blev til kartoffelsalat, men skulle den i det mindste heller ikke grilles.

Seitan Merguez-pølser med to slags salater og mini peach-melba tærter

Seitan-pølser er stadig noget jeg forsøger mig frem med, fordi de nemt bare går hen og bliver til et aflangt, mærkeligt krydret brød. Når det så lykkedes kan de bruges til præcis det samme som ‘rigtige’ pølser.  Den oprindelige idé er fra Isa Chandra Moskowitz’ brunch kogebog.

8-10 stk

  • 2 ds. hvide bønner
  • 250 g hvedegluten
  • 2-3 dl grønsags bouillon
  • 3 spsk sojasauce
  • 2-3 spsk harissa
  • 2 spsk røget paprika
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 3 tsk salt
  • 2 tsk stødt fenikkel
  • 2 tsk stødt kommen
  • 1 tsk sort peber
  • 2 tsk koriander
  • 1 tsk allehånde
  • Sølvpapir
  • En stor gryde med plads til et dørslag

Mos bønnerne med en stavblender til der ikke er nogen hele stykker tilbage. Bland alle ingredienserne i, undtaget hvedegluten og bouillon. Mix hvedegluten i blandingen og tilsæt bouillon mens du ælter dejen. Tilsæt begge dele gradvist, indtil du har en formbar dej.

Del dejen op i det antal pølser du vil lave og riv samme antal sølvpapir stykker af, på ca. 40 cm hver.
Rul et dejstykke ud så det bliver aflangt. Læg stykket langs det korte stykke af sølvpapiret og rul det ind som en karamel.   

Sæt dørslaget i bunden af gryden og fyld den med vand op til bunden af dørslaget. Sæt vandet i kog og læg de indpakkede pølser i. Skal dampes i 40 minutter.

Frisk ærtesalat

  • 300 g ærter
  • 1 liter vand
  • Salt
  • 1 spsk. sukker
  • 2 dl græskarkerner
  • 1 lille hoved romaine salat
  • 1 håndfuld mynteblade
  • ½ chili
  • Citronsaft og skal

 Bring 1 liter vand i kog, med salt og sukker og kog ærterne i ca. 20 sekunder. Køl dem ned i iskoldt vand og lad dryppe af i en sigte. Skyl salaten, slyng den og skær den i passende stykker.  Læg salaten i bunden af en skål, derfter ærter og så græskarkerner. Top med en blanding af finthakket mynte, chili, citron og citronskal.

Kartoffelsalat

  • 15 nye kartofler
  • 10 små tomater
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • ½ citron
  • 1 dl grønne olivener
  • ¼ bundt friske basilikumblade
  • Røde peberflager
  • 1 tsk stødt koriander

Kog kartoflerne til de er møre uden at falde fra hinanden. Skær de grønne oliven i halve og cherrytomaterne i kvarte. Bland dressingen af olivenolie, citron, røde peberflager, koriander og salt og peber. Når kartoflerne er kølet ned, blandes alle ingredienserne og basilikum rives i små stykker henover.

Peach-melba minitærter

Okay, jeg troede at jeg havde fået en totalt original idé da jeg lå i min seng og to verdener smeltede sammen i min hjerne og blev til cupcaketærter. Men duh, der var selvfølgelig nogen som havde fået ideen før mig og det er jo egentlig også ret heldigt, for det betyder masser af hjælp og inspiration. Jeg fandt endda ud af at veganergeniet Lauren Ulm, som har Veganyumyum bloggen, har prøvet sig frem med fænomenet. Hun viser også en rigtig god måde at få dejen ordentligt ned i de små forme. 

Mørdej

  • 150 gram hvedemel
  • 75 gram kold margarine
  • 1/4 dl iskoldt vand

Fyld

  • 175 g hindbær
  • 450 g fersken
  • 25 g brun sukker
  • 50 g rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • ¼ tsk. muskatnød
  • 2 spsk. majsstivelse

Crumble

  • 35 gram margarine
  • 35 gram rørsukker
  • 50 gram revet marcipan
  • 25 gram havregryn
  • 25 gram hakkede hasselnødder

 Del margarinen i små stykker over melet og bland sammen med fingrene, for ikke at give dejen for meget varme. Når margarinen er blandet med melet, tilsættes en lille smule isvand af gangen, indtil dejen er til at rulle ud. Rul ind i film og lad stå i køleskab i 15 minutter.

Blanchér fersknerne i kogende vand 1-2 minutter alt efter om de er meget modne(ikke så længe) eller hårde(fulde 2 minutter). Lad køle af, tag skindet af fersknerne og skær i små stykker.
Bland ferskner, sukker og vaniljekorn i en skål. Rør forsigtigt hindbær og majsstivelse i.

Tag den afkølede dej ud og tryk den ud i bunden af formene med fingrene. Mas bundene glatte med et glas dyppet i vand. Tryk så dej op af siderne og jævn også dem med glasset. Forbag bundene ved 200 grader i 10-15 minutter, så dejen er stiv, men ikke brunet.

Læg frugtblandningen i forbagt tærtebund og bag ved 180 grader i et kvarter til fersknerne begynder at brune lidt. I mellemtiden blandes ingredienserne til crumblen. Bland sukker, marcipan, havregryn og hasselnødder og smuldr derefter margarinen over blandingen. Vend forsigtigt margarinen i blandingen. Når tærterne har fået de første femten minutter, tages de ud og crumblen drysses over. Sæt tærterne ind i cirka endnu et kvarter. De er færdige når fyldet bobler og kan stikkes igennem med en gaffel og crumblen har fået farve.   

Servér med mynteblade på toppen og en god vaniljeis.