Posts tagged ‘Tofu’

Hygge på den nordjyske hede

Efter en lækker ødegårdsferie, rejste vi efter en lille uge hjemme, videre til et sommerhus nordjylland, hvor naturen faktisk er meget lig Blekinge. Derfor skyndte vi os straks ud i skoven, da det havde regnet i siden Sverigeturen og det betyder kantareller! Dem havde vi ledt forgæves efter i Sverige, hvor det jo nærmest havde været tørke op til da og det betyder ingen svampe.

Til gengæld havde vi heldet med os i jylland og vi er efterhånden blevet ret habile svampejægere, så der blev både til at spise på stedet og til at tage med hjem at gemme. Vi besluttede nemlig, at vi ikke kunne spise dem alle, så nu forsøger vi os med lufttørring til de kolde svampefri vintertider.

De friske blev brugt til en klassisk ret, nu veganiseret, flødestuvede kantareller med bacon på ristet brød. Jeg fik desværre ikke nogen billeder af det, da vi åd det hele før jeg kom i tanke om det. Men det er ret simpelt og smager simpelthen så godt at det skal prøves også selvom man ikke kan se hvordan det ser ud!

Flødestuvede kantareller på ristet brød:

  • 1 stor håndfuld kantareller
  • 6-7 champignoner i skiver
  • 1 løg i tern
  • 50 gram tofu i tern
  • Olie eller margarine
  • 1/4 til 1/2 karton soja cuisine
  • 2 spsk sojasauce
  • Salt og peber
  • 2 stk ristet brød

Steg løg og tofu i olie eller margarine på en pande med sojasauce i 5-7 min. til tofuen har fået en god skorpe.  Tilsæt svampene og steg dem til bløde og hæld derefter fløde på. Kog det hele ind og smag til med salt og peber. Hæld over brødet og nyd det.

Noget jeg tit savner som veganer, er at købe en rigtig god kage hos bageren. Min absolut yndlingskage er jordbærtærte og til sidst kunne jeg bare ikke undvære det mere. Så jeg udnyttede tiden i sommerhuset og lavede min egen. Opskriften på bunden har jeg fået fra den berlinske blog  i heart vegan.

Min bagerens veganske jordbærtærte: 

  • Bund:
  • 300 gram hvedemel
  • 100 gram sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 dl sojamælk
  • ½ dl olie
  • 2 dl vand
  • 3 spsk citronsaft
  • 1-2 tsk vanillesukker
  • Kagecreme*:
  • 5 dl sojamælk
  • 2-3 spsk majsstivelse
  • 100 gram sukker
  • ½ vanillestang
  • Topping:
  • ½ bakke jordbær skåret i skiver
  • ½ glas ribsgelé

Bland vådt og tørt i hver sin skål og hæld derefter sammen. Hæld i smurt form og bag i 35-40 minutter ved 180 grader. Når kagen er kølet af, skal det midterste af kagen graves ud, så bunden er tyndere, men efterlad ca. 2 cm af kanten hele vejen rundt.

Bland ½ dl sojamælk med majsstivelse og sæt til side. Kog resten af mælken op under omrøring, sammen medindholdet af vanillestangen plus stangen selv. Når mælken er varm tilsættes sukker og majsstivelseblandingen og mælken bringes igen i kog indtil cremen er tyk. Husk at cremen bliver tykkere når den køler af, så den må godt være lidt flydende når du tager den af blusset. Hvis det bliver ved med at være helt vandet, kan man hælde en smule af cremen i en skål, røre mere majsstivelse i det og hælde blandingen tilbage i gryden. 

For at samle kagen, hælder man først den kolde creme i kagebunden, så det når kanten af kagen. Ovenpå lægger man jordbærrene, jeg tilføjede nogle blåbær som jeg havde fundet i skoven. Ribsgeleen varmes op i en gryde, til det er flydende og hældes forsigtigt over kagen. Hvis det ikke dækker helt, kan man meget forsigtigt vippe kagen så det løber ud de steder der mangler. Lad geleen stivne og server.

 

Jeg har fået af vide at den færdiglavede vanillecreme man kan købe på pulverform er vegansk, så det er jo en mulighed for den dovne kagebager. Men dobbelttjek alligevel, for det har jeg ikke selv gjort. Det skal dog siges at det overhovedet ikke er svært at lave fra bunden. Det kræver sådan set ikke andet end tålmodighed.

Reklamer

Store veganerkagedag

Mmmm

Kagedage er helt klart et fænomen jeg gerne vil se lidt oftere. Men måske ikke alt for ofte, for hold da op hvor havde jeg ondt i maven bagefter!
Dansk Vegetarforening havde i lørdags lejet en lille café på Skindergade og ideen var at alle kom med deres egen kage og så var der ellers bare kagebuffét og soja latte til alle. Det var et rigtig hyggeligt lokale og stemningen var god og hjemlig, så det håber jeg helt klart de gør igen 🙂
Heldigvis får jeg mit ønske om flere kagedage for Overdrevet på Dortheavej 61, har udover folkekøkken, som også er rigtig god mad, startet en tradition med åbent hus og vegansk kageorgie hver første søndag i måneden! Det er den bedste tradition jeg længe har hørt om. 
Jeg kan jo ikke bringe opskriften på alle de kager der var i lørdags, men jeg giver da opskriften på mit eget bidrag. Jeg fik ikke taget et billede af den alene, men den står på bordet sammen med de andre. Min er den forreste med rødt på toppen og hvidt i midten. Hvis man laver den rigtigt, kan man få geleen i toppen til at være helt klart defineret og det er en flot kontrast til den hvide bund. Desværre havde jeg den lige med en tur i bussen og det var den vist ikke så glad for 🙂

Vegansk Raspberry Cheesecake

  • 100 g margarine
  • 100 g sukker
  • 200 g digestivekiks(dem fra Netto er veganske)
  • 400 g tofu
  • 350 g vegansk smøreost* som f.eks. Tofutti
  • 150 g sukker
  • ½ dl citronsaft
  • ½ spsk mandelessens(fandt det i netto på tilbud og som regel i Føtex og andre store forretninger)
  • 2 spsk Maizena
  • 200 g hindbær
  • 1½ glas ribsgelé

* Smøreost kan også laves selv ved at blande op med 1 del citronsaft og filtrere det gennem et klæde eller et kaffefilter. Jeg er dog holdt op med at gøre det, da det tager en krig og man får utroligt lidt ost ud af det.

Forvarm ovnen til 180 grader.
Smelt margarinen i en gryde og bland sammen med de knuste digestivekrummer. Pres godt ned i bunden af en springform på 22 cm. Jeg havde taget en på 24, men den blev lidt for flad efter min smag.
Blend tofu og smøreost i en foodprocessor i et minuts tid, tilsæt derefter sukker og lad køre til sukkeret er opløst og massen er helt lind.
Bland citronsaft og mandelessens, pisk derefter Maizenaen i og bland det så med resten i foodprocessoren. Lad køre i et godt stykke tid, massen skal være helt fri for klumper.
Hæld massen ned over kiksebunden i springformen og bag i tre kvarter til en time. Lad stå ude i ca. 2 timer.
Dæk kagen til og stil den i køleskabet i mindst 6 timer eller natten over. Jeg havde glemt at dække den til og overfladen var dækket med kondensvand. Det kan dog tørres af med lidt køkkenrulle, da den er ret fast i overfladen 🙂
Smelt halvdelen af det første glas ribsgelé i en gryde for svag varme, hæld over og lad stivne. Herefter spredes hindbærrene ud over kagen(hvis de har været frosne skal de tøes op og drænes) og resten af ribsgeléen hældes over. Lad stivne i køleskabet. Tag først formen af efter geléen er helt stivnet, ellers bliver det noget værre rod.

Soja Amok! Del 1

– Denne gang med Sojamælk og Tofu

Som veganer er en af de vigtigste kilder til protein, bønner og for manges vedkommende er sojabønner nok de bønner der fylder mest i deres kost. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.
Og det er fordi de ikke kun kommer deres originale kedelige form, som jeg stort set kun kan finde ud af at putte i salat, næh nej, de bliver lavet til sojamælk, tofu, tempeh, granulat og alskens andet godt som oftest bruges til at erstatte oprindelige produkter som mælk og kød.
Her kommer starten på min introduktion til alle de mange sojaprodukter man kan få på markedet. Mange produktintroer vil blive fulgt af opskrifter hvor de bruges, men sojamælk og tofu kommer jeg til at bruge så mange gange at jeg nøjes med at vise hvordan man fremstiller dem.
De to jeg viser i dag har jeg haft succes med at producere hjemme i mit eget køkken, for købt i den lokale helsekost ville de mængder vi sætter til livs nok ruinere os.
Tempeh og sojagranulat har jeg ikke forsøgt mig med endnu, men mit næste projekt er tempeh og jeg har endda allerede bestilt materialerne 🙂    

Sojamælk
Sojamælk er nok en af de mest almindelige basisvarer i vores køkken, vi bruger det til at lave yoghurt af, i maden og i langt de fleste af mine kager. Det eneste vi ikke gør er at drikke det rent, uanset om det er købt eller hjemmelavet. Det er bare ikke særlig lækkert alene efter min smag.
Nu er vi jo så avancerede at vi har købt denne lidet yndefulde sojamaskine som laver ca. 2 liter sojamælk på 20 min. helt uden at man skal løfte en finger.(Lad dig ikke bedrage af den hvide maskine på billedet, den kommer i en form for fesen grøn/hvid) Men det er jo ikke alle der lever to fuldtidsveganere under samme tag og det kan gøres uden sådanne tekniske vidundere.
Hvis du alligevel skulle blive fristet til at købe din helt egen af slagsen, I kan jo købe en til deling med venner, har vi fundet vores Soya Power Plus på soymilkmaker.com, hvor vi også købte vores tofupresse(mere om den senere). Der er også en til salg i Danmark på Hjemmeproduktion.dk.

Til 2 liter

  • 2 store gryder, omkring 4 liter eller mere.
  • En trådsi
  • Et ostelærred(jeg købte mit i Stof2000)
  • 3 dl opblødede sojabønner(skal stå i vand i ca. 12 timer)
  • 2 l. + 2 dl vand
  • Lidt salt og sukker

Blend alle sojabønnerne i en foodprocessor mens du tilføjer 2 dl vand, ca. en ½ dl af gangen. Konsistensen skulle gerne blive blød og cremet.
Sæt 2 liter vand i kog i den største af gryderne og hæld de blendede bønner ned i når det koger. Rør rundt i gryden til skummet stiger og fjern derefter fra varmen i ca. 10 min, hvorefter det varmes op igen på samme måde.
Nu skal ostelærredet tages i brug. Beklæd sien med klædet og lad sien hvile på den anden gryde. Filtrer sojamælken gennem sien og lad mælken dryppe af i et stykke tid.
Løft herefter stofklædet fra sien og vrid den sidste sojamælk ud gennem det. Pas på det er stadig meget varmt!
Varm herefter op igen og lad simre ved svag varme i 5-10 minutter. Tilsæt lidt salt og sukker undervejs. Hæld eventuelt på flasker, det er så pænt i køleskabet 🙂 Holder sig ca. en uge.

 Hvis man som jeg, synes at bønnesmagen er kedelig og man skal bruge det i ‘rå’ form, så kan man blende en håndfuld havregryn sammen med bønnerne, det hjælper lidt på smagen. Jeg putter også vanilleessens i det jeg hælder på min müsli om morgenen.

Den masse der bliver tilbage i stofklædet, kaldes for okara og kan bruges i mange ting i stedet for tofu i f.eks. tærter eller som sit eget produkt og laves til f.eks. bøffer. Jeg lægger nogle opskrifter med okara i ud på siden senere.

Tofu
Tofu kan være meget kedeligt og jeg har lavet og oplevet mange retter hvor tofu var alt andet end velkomment, hvor det mest af alt smagte af sur vand og føltes som en badesvamp. Men det kan også være rigtig godt, forudsat man marinerer det rigtigt og giver det en god skorpe hvis det skal i aftensmaden. Jeg bruger det også i kage da det giver en god fugtig konsistens.
Tofu findes i en firm og en silken udgave, firm, som navnet antyder, holder formen og kan skæres ud, mens silken er bedre i kage, tærter og andet hvor det tjener som fyld.

Det kan bedst betale sig at lave sin egen tofu hvis man også laver sin egen sojamælk, da sojamælk er ret dyr. Hvis du alligevel laver den på købt mælk, så læg mærke til at vallen som bliver til overs ikke bliver gul som med den hjemmelavede udgave, men forbliver hvid. Til den her opskrift bruger jeg en tofupresse, som kan købes mange steder på nettet, eller laves selv, men hvis du ikke har sådan en, kan du bare folde klædet rundt om tofuen, lægge en tallerken over og sætte noget tungt på den.  

Ca. 800 gram

  • En stor gryde, ca. 5 liter
  • En stor og en lille si(eller en netske)
  • Suppeske
  • Ostelærred
  • Evt. tofupresse
  • 4 liter sojamælk
  • 1 dl æblecidervinaigre eller lagereddike(æbleedikken er dyrere, men giver mere tofu der er fastere i konsistensen)
  • 5 dl varmt vand

Bland eddike og vand sammen i en separat skål. Varm sojamælken op til lige før kogepunktet, mens du rører rundt, stop bevægelsen en smule når det damper og hæld en tredjedel af eddikeblandingen i. Rør i den modsatte retning og hæld endnu en tredjedel i. Lad stå og trække i 5 minutter, til mælken er koaguleret så der ligger et lag af gul valle på toppen. Hæld derefter det sidste af eddiken i under omrøring og lad stå i 5 minutter til.
Tag den store si, læg over vallen og brug suppeskeen til at hælde den værste valle væk fra gryden.
Gør dit stofklæde klar enten i en si eller i en tofupresse
Brug en fintmasket si, netske eller hulsketil at dræne massen yderligere, ved at fylde den og lad væsken flyde lidt fra inden du hælder det over i klædet.
Læg låg på tofupressen eller følg instruktionen kun med stofklædet længere oppe i indlægget. Sæt beholderen under pres med en tung genstand, jeg bruger en granitmorder eller en gryde fyld med vand.
Lad stå i ca. en halv time.
Skil tofuen fra klædet, eventuelt under vand så det slipper lettere og kom i en beholder fyldt med vand. Holder sig ca. 4-5 dage i køleskabet.